Hvem er de identitære og hvordan forholder vi os til dem? (3/3)

Af Mathias Hee Pedersen

Del 3: Hvordan forholder vi os til de identitære?

[Læs anden del her]

I den seneste tid har den identitære bevægelses budskaber været forsøgt lukket ned af både tech-giganter, venstreradikale aktivister og den britiske stat. Disse forsøg på at nægte de identitære en platform har dog ikke svækket, men snarere styrket bevægelsen. Det skyldes, at no-platforming er en praktisk umulighed i en digital virkelighed. I stedet for at forsøge at lukke de identitære ned bør man give dem intellektuelt modspil. Det gør man først og fremmest ved at stille dem kritiske spørgsmål. I denne sidste del af føljetonen om den identitære bevægelse gives et bud på, hvordan man bedst forholder sig til de identitære.

”I virkeligheden er vores fjender virkelig bange for ikke-voldelig aktion – for mennesker, der er velartikulerede og viser deres ansigter.”
– Martin Sellner, leder af Identitäre Bewegung Österreich¹

Da jeg begyndte at interessere mig for den identitære bevægelse, var jeg længe forundret over, at lige netop den unge østriger Martin Sellner var endt med at blive hele den europæiske identitære alliances uofficielle frontfigur. Forundret, fordi jeg havde svært ved at se, hvad det var ved Sellner, der kvalificerede ham til denne rolle. Med sin tykke østrigske accent (som Sellner selv påpeger får ham til at lyde som Arnold Schwarzenegger) er han langtfra en oplagt talsperson for en bevægelse, der forsøger at kommunikere til et internationalt publikum. Han har heller ikke skyggen af den kækhed eller karisma, man ser hos andre fremtrædende højrefigurer som National Policy Institutes Richard Spencer eller højrefløjsprovokatøren Milo Yiannopoulos. Han virker faktisk en anelse kedelig.² Det betyder dog ikke, at han er noget ideologisk fyrtårn, selvom han utvivlsomt er både begavet og belæst. Så hvad er det ved Sellner, der har bragt ham i denne centrale position?

Efter at have set en række videoer med Sellner – videoer, hvor han bl.a. taler varmt for gadeteater som politisk virkemiddel og anbefaler sine seere at læse Sroja Popovics Blueprint For Revolution og Gene Sharps The Politics of Non-violent Action³ – slog det mig: Sellner er først og fremmest en utrolig dygtig aktivist med et indgående kendskab til den aktivistiske værktøjskasse. Han har med andre ord en god forståelse for, hvordan man effektivt iscenesætter et budskab, og han forstår til fulde den ikke-voldelige aktivismes politiske potentiale – alt sammen afgørende egenskaber for en aktivistisk bevægelse, som sigter efter at skabe politiske forandringer gennem metapolitik. Det er i høj grad denne aktivistiske know-how, som adskiller den europæiske identitære alliance fra tidligere højreradikale bevægelser: De har en bevidsthed om, hvordan de fremstår for et udefrakommende publikum, og denne ”self-awareness” gør, at de ofte fremstår i et bedre lys end deres politiske modstandere. Dette er blevet tydeligt i de sidste par måneder, hvor den identitære bevægelse har mødt massiv modstand fra flere sider. Jeg vil nu kigge nærmere på en række af disse sager for at vise, hvordan de identitære gang på gang formår at vende modvind til medvind.

”Når de rammer en af os, står en anden klar til at tage over”

Forestillingen om, at der eksisterer idéer så ekstreme og farlige, at de bør nægtes en platform, er i de senere år blevet stadig mere udbredt i den offentlige debat.⁴ Denne position kaldes ofte no-platforming og går i korte træk ud på at udelukke bestemte personer eller grupper fra den offentlige debat, hvis man mener, disse personer eller grupper udgør en trussel mod denne frie offentligheds fortsatte beståen. Logikken bag dette standpunkt er ikke ny. Det måske mest kendte argument for denne position stammer således fra videnskabsteoretikeren Karl Popper, som påstod, at et samfunds grænseløse tolerance af intolerante holdninger kan føre til denne tolerances forsvinden.⁵ Popper kalder dette for tolerancens paradoks. Selvom no-platforming er et begreb, der forbindes med den radikale anti-fascistiske venstrefløj, vil jeg påstå, at man finder fortalere for no-platforming på tværs af det politiske spektrum. Et godt eksempel er integrationsminister Inger Støjbergs meget omtalte indrejseforbud mod hadprædikanter. Da Støjberg blev spurgt, om det ikke er udemokratisk at nægte indrejse til personer, der kommer med yderligtgående, men lovlige udtalelser, var hendes svar således, at man ikke bør give en ”platform” til idéer, der truer samfundets ”frihedsfundament”.⁶

For et par måneder siden kunne man opleve den britiske stat udøve no-platforming i forbindelse med et planlagt arrangement, hvor Martin Sellner og hans kæreste, Brittany Pettibone, skulle tale. Arrangementet skulle afholdes på Speakers Corner – et sted, der i den britiske selvforståelse symboliserer ytringsfrihed og folkeligt politisk engagement. Da Pettibone og Sellner landede i London, blev de øjeblikkeligt tilbageholdt. Myndighedernes begrundelse var, at ”deres tilstedeværelse ikke var gavnlig for almenvældet”.⁷ Dette forhindrede dog ikke Sellner i at få sit budskab ud, da en nyligt revideret version af hans tale i stedet blev læst op af den tidligere leder af den højreradikale gruppe English Defence League, Tommy Robinson.⁸ Ikke overraskende udnyttede Sellner omstændighederne til at styrke sit budskab:

”Jeg kan huske min mor fortælle mig om dette særlige sted, da jeg var barn. For mig fremstod det næsten magisk. Et sted, hvor ALLE uden undtagelse kunne stille sig på en kasse og tale til dem, der gad at lytte. Jeg har altid elsket traditionen omkring Speakers Corner, som for mig virkede meget britisk. Men jeg har måttet indse, at denne tradition – ytringsfrihedens tradition i Storbritannien – er død. Jeres land afskærer jer fra udfordrende idéer udefra. Dette er en skamplet på vores demokrati”.⁹

Resten af talen handlede, ikke overraskende, om, at Storbritanniens befolkning er ved at blive udskiftet med muslimer, og at politisk korrekthed forhindrer folk i at tale frit om problemerne ved indvandringen. Kan man forestille sig omstændigheder, der bedre understøttede den sidste del af Sellners budskab? Det burde derfor ikke overraske nogen, at det internationale identitære netværk stod klar til at sprede historien om den britiske stats knægtelse af ytringsfriheden, heriblandt danske Generation Identitær, som på deres Facebook-side skrev: ”de havde IKKE held med at lukke munden på [Sellner], for når de rammer en af os, står der altid en anden klar til at tage over”.¹⁰

Denne sag er ikke et enestående tilfælde. I den seneste tid har man således oplevet flere lignende sager, der indikerer, at den britiske stat nu fører en hårdere linje over for identitære grupper og personer affilieret med dem.¹¹ Således blev også den identitære vlogger¹² Lauren Southern nægtet indrejse, da hun rejste til Storbritannien et par dage efter Sellner og Pettibone.¹³ Samtidig har man set en stigende interesse for Storbritannien hos den europæiske identitære alliance, hvilket bl.a. blev tydeligt, da man valgte at afholde sin fælles-europæiske konference i netop Storbritannien tilbage i april – på trods af at landet på dette tidspunkt gentagne gange havde nægtet indrejse til identitære aktivister.¹⁴ Den identitære alliance er derfor blevet beskyldt for bevidst at fremprovokere situationer, hvor de ved, de vil møde massiv modstand – hvilket bekræftes af Sellners egne udtalelser om tankerne bag hans gentagne forsøg på at komme ind i Storbritannien:

”Jeg tog derover for, på fredelig vis, at tvinge den britiske stat til at smide liberalismens og frihedens maske og udstille diversitetens tyranni (…) tvinge dem til at modsige deres egne værdier om ytringsfrihed og bevægelsesfrihed og (…) gøre disse totalitære strukturer tydelige for offentligheden”.¹⁵

Den anti-racistiske interesseorganisation Hope Not Hate har derfor kaldt Sellners forsøg på at komme ind i Storbritannien for et muligt publicity stunt: ”Det yderste højres nyeste gennemgående fortælling og taktik er konstant at spille ”underdog” og den undertrykte. At spille offerkortet er en del af deres strategi”.¹⁶ Denne analyse er både rigtig og forkert. De identitære har utvivlsomt været gode til at bruge denne slags sager til deres fordel. Men, som Sellner også meget rigtigt påpeger: ”hvis du bliver tilbageholdt og deporteret, så BLIVER du undertrykt”.¹⁵ No-platforming vil således altid gøre dens forsvarere sårbare for beskyldninger om intolerance og hykleri, da tolerancens paradoks netop er dette: et paradoks.

Virker no-platforming?

Jeg anser grundlæggende no-platforming som en illegitim strategi, da jeg mener, at idéer og synspunkter, der befinder sig inden for lovens rammer, bør bekæmpes med argumenter. Jeg anerkender dog, at mange finder denne principielle tilgang verdensfjern og har en mere pragmatisk tilgang til denne slags spørgsmål, når det kommer til meget radikale holdninger. Støjbergs begrundelse for indrejseforbuddet bygger således på frygten for, at ekstremister kan anvende ytringsfriheden som en slags trojansk hest, hvorefter de kan undergrave selvsamme ytringsfrihed indefra.¹⁷ Man så et lignende argument, da klummeskribent på The Guardian, Nesrine Malik, i forbindelse med Sellner og Pettibones tilbageholdelse forsvarede no-platforming og rettede en skarp kritik mod, hvad hun kaldte ytringsfrihedsfundamentalismens ”nyttige liberale idioter”: ”’Ytringsfriheden’ er blevet et smuthul, som ustraffet kan udnyttes af trolls, racister og fortalere for etnisk udrensning.”¹⁸ Både Støjberg og Malik argumenterer altså, i lighed med Popper, for, at en grænseløs tolerance af de intolerante kan true selvsamme tolerance. Dette er langt hen ad vejen et pragmatisk argument, da det bunder i en forventning om, at intolerante holdninger i visse situationer bekæmpes mere effektivt gennem no-platforming end gennem gode modargumenter. Derfor er det oplagt at spørge: virker no-platforming? At den identitære bevægelse formåede at udnytte tilbageholdelsen af Sellner til deres fordel, tyder på det stik modsatte. Det er muligt, at Sellner blev nægtet en platform på Speakers Corner, men hans tilbageholdelse affødte en historie, der skabte langt større opmærksomhed og sympati, end han nogensinde ville have fået ved at stå på en kasse i Hyde Park.

Modkulturelle, farlige og spændende

No-platforming er derfor – uagtet hvad man måtte mene om strategiens legitimitet – ikke længere en mulighed i en digital virkelighed, hvor en viral video kan have en større gennemslagskraft end en artikel i en stor avis. Forsøg på at lukke bestemte budskaber ned i den fysiske verden kan således skabe røre på nettet, der langt overstiger den opmærksomhed, man ville kunne få fra en hvilken som helst platform i den fysiske verden. Højrefløjsprovo og tidligere redaktionschef på det højreorienterede netmedie Breitbart News, Milo Yiannopoulos,¹⁹ formåede således sidste år at tiltrække en massiv mediedækning af hans Dangerous Faggot Tour – en række taler afholdt på universiteter, hvor man kunne forvente, hans tilstedeværelse ville fremprovokere kontrovers og forsøg på no-platforming.²⁰ Det, der er vigtigt at forstå, er, at den forargelse og vrede, Yiannopoulos’ tilstedeværelse affødte, var tilsigtet. Som turneens navn indikerer, har den bagvedliggende intention utvivlsomt været, at Yiannopoulos’ idéer skulle stemples af det etablerede samfund som ”farlige” og derfor modkulturelle og spændende. Strategien virkede. Yiannopoulos har, måske mere end nogen anden, fungeret som et slags politisk ”gateway-drug” for en ny ung generation, der troede på ham, når han sagde, at USA’s nye højrefløj var ”det nye punk”.²¹

Selvom den identitære bevægelse ikke rummer personligheder, som er lige så karismatiske som Yiannopoulos, har de været i stand til at fremme en lignende fortælling. En fortælling om, at det kræver mod at være identitær. At det kræver intellektuel ærlighed at forholde sig nøgternt til realiteterne. De har desværre ret i den førstnævnte påstand. Det kræver mod at dukke op til en konference, når antifascistiske venstreradikale opfordrer til ”jagt” på medlemmerne af ens organisation.²² Det er ikke uden omkostninger at tilslutte sig en bevægelse, der kan forhindre én indrejse i England. Eller som Generation Identitær, meget rigtigt, skriver: ”man ved, man er i ægte opposition, når det ikke pynter på CV’et”.²³ Selvforståelsen som revolutionære rebeller dyrkes derfor i stor stil blandt de identitære. Det måske bedste eksempel er Pettibones logo, som er en tro kopi af den revolutionære bevægelses symbol i ungdomsserien Hunger Games.²⁴ Ineffektiv no-platforming fra såvel myndigheder som venstreradikale er utvivlsomt med til at styrke dette rebelske image. Det burde give sig selv, at et sådant image ikke svækker, men styrker en politisk ungdomsbevægelse. Der findes dog én form for no-platforming, der stadig kan siges at være særdeles effektiv.

No-platforming i cyberspace

I den senere tid er store internet-giganter som Twitter og Facebook begyndt systematisk at udelukke højreradikale personer og grupperinger fra deres platforme. Således blev en række højreradikale profilers Twitter-kontoer, heriblandt franske Génération Identitaires, lukket af Twitter hen mod slutningen af sidste år, i hvad der hurtigt blev døbt #twitterpurge.²⁵ I kølvandet på denne ”udrensning” har man set en lang række andre identitære kontoer blive lukket ned på både Twitter og Facebook, og d. 12. juni kom turen så til danske Generation Identitær, der fik slettet deres profil af Facebook.²⁶

Dette er utvivlsomt en mere effektiv form for no-platforming end den, man kan udøve i den fysiske verden. Dog bør disse tech-giganters handlinger føre til nogle seriøse diskussioner om tech-giganternes magt. På den ene side kan Twitter og Facebook selvfølgelig siges at have retten til at bestemme over indholdet af deres eget produkt. På den anden side er sociale medier som Twitter og Facebook i stigende grad blevet en platform for den offentlige samtale. Skal vi acceptere, at private virksomheder uden demokratisk mandat bestemmer rammerne for den offentlige debat? Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er fortaler for en offentlighed uden nogen form for grænser for, hvad man kan sige, men disse rammer bør være juridiske, gennemskuelige og konsistente. Det har tech-giganternes udrensninger ikke været. At Génération Identitaires side blev taget ned under #twitterpurge, mens mere radikale twitter-kontoer som f.eks. den tidligere Ku Klux Klan-leder David Dukes konto ikke blev fjernet, viser vilkårligheden i Twitters aktion. For at illustrere farerne ved denne tendens vil jeg citere den administrerende direktør for internetselskabet Cloudflare, der sidste år, på eget initiativ, lukkede den ny-nazistiske side The Daily Stormer:

”Dette var en tilfældig beslutning. Jeg vågnede op i et dårligt humør og besluttede at sparke dem af internettet (…) Det var en beslutning, jeg kunne tage, fordi jeg er administrerende direktør for et større selskab for internet-infrastruktur.”²⁷

Ved samme lejlighed understregede selvsamme administrerende direktør, i et øjeblik af dyb klarhed og selvrefleksion, at det ikke burde være op til folk i hans position at bestemme, hvem der må være på nettet, og hvem der ikke må: ”ingen burde have den magt”. Som det er nu, definerer en række virksomheder uden for enhver demokratisk kontrol grænserne for ytrings- og forsamlingsfriheden på nettet. Dette er ikke blot et problem for den yderste højrefløj. Det er et problem for os alle.

Opsummerende kan man sige, at no-platforming enten er dybt ineffektivt eller direkte kontraproduktivt. No-platforming har været en gennemgående strategi mod det yderste højre i Storbritannien og USA i de senere år, og hver gang har det yderste højre formået at udnytte denne strategi til deres fordel. Vi er nødt til at lære af disse internationale fejltagelser. Hvad angår tech-giganternes no-platforming, udgør den et langt større problem end det problem, den antageligt skulle løse. Men hvordan skal man så forholde sig til de identitære?

”Man lader simpelthen de her folk slippe for let”

Mediernes aktuelle interesse for de identitære minder på mange måder om den store medieeksponering, den såkaldte alt-right-bevægelse fik mellem vinteren 2016 og foråret 2017, hvor alle ville have et interview med begrebets kontroversielle fader, Richard Spencer. Disse interviews fik sidste sommer en hård medfart af den irske forfatter Angela Nagle, som samme år gjorde sig bemærket med sin bog om alt-right-bevægelsen, Kill All Normies.²⁸ Hendes kritik gik dog ikke på, at medierne havde givet Spencer en platform, men derimod at disse interviews blev håndteret dårligt:

”Jeg tror ikke, jeg har set et eneste godt interview med Richard Spencer. Jeg har ikke set et eneste interview, hvor der bliver gået til stålet.”²⁹

Ifølge Nagle skyldes disse svage interviews, at mange medier først og fremmest er interesseret i de nye højrebevægelsers æstetik, mens der eksisterer en manglende villighed til at udfordre deres politiske idéer. Resultatet er, at det yderste højres idéer gang på gang står uimodsagt:

”Man lader simpelthen de her folk slippe for let. Jeg har aldrig set dem bare én gang blive spurgt: ’hvordan har du tænkt dig at implementere dette? Hvad har du tænkt dig at gøre?’”

Forklaringen på denne modvilje finder vi ifølge Nagle i det faktum, at ethvert seriøst forsøg på at udfordre disse idéer indebærer, at man er villig til at forholde sig konkret til deres argumenter. Man er, med andre ord, nødt til at være parat til at ”få beskidte hænder”,³⁰ da man uundgåeligt kommer til at diskutere emner, som har været tabubelagte siden 2. Verdenskrig. Mange er bange for, at dette vil åbne Pandoras æske: at man, når først man har brudt disse tabuer, risikerer uigenkaldeligt at rykke grænsen for, hvad der er acceptabelt at mene i den politiske debat. Vil et forsøg på at tilbagevise det yderste højres idéer uigenkaldeligt lukke disse yderligtgående idéer ind i varmen blandt andre legitime holdninger? Det er helt klart en risiko. Én ting er dog sikkert: I en tid hvor idéer kan spredes frit på nettet, kommer disse idéer ud til ungdommen under alle omstændigheder. Man kan sige meget om det nye yderste højre, men de har gang på gang vist, at de har deres meningers mod og er parate til at forsvare deres synspunkter mod hvem som helst. Når deres påstande derefter bliver ignoreret eller lukket ned, skaber det et billede af, at man ikke tør tage konfrontationen. At man ikke har et godt modsvar.

Stil de svære spørgsmål

I slutningen af sidste år udkom dokumentaren Trumpland: Kill All Normies om alt-right-bevægelsen med udgangspunkt i Nagles bog. I filmen får Nagle endelig mulighed for at møde Spencer og stille ham de svære spørgsmål, som hun ellers ikke mener, han får. Et centralt spørgsmål for Nagle er, hvordan Spencer har tænkt sig at skabe en hvid etnostat:³¹

Angela Nagle (AN): ”Dine idéer om, hvordan du vil skabe forandring, tror jeg kun kan indebære folkemord, krig og vold i et massivt omfang. Forestillingen om, at folk frivilligt vil forlade landet, og at hvide ikke selv ville modsætte sig jer voldeligt …”

Richard Spencer (RS): ”Der er mange eksempler på befolkningsbevægelser, der ikke har været frivillige. Jeg ville være villig til at gøre næsten hvad som helst. Kunne man betale folk for at vende tilbage til deres hjemland? Kunne man kolonisere områder tæt på USA for at skabe hjemlande eller etnostater til folk? Jeg ville være villig til at gøre alle disse ting.” (…)

AN: ”Din bevægelse siger på en måde: Det er faktisk hvide, der er de sande ofre, og hvis de blot kunne gøres opmærksom på dette, kunne de gøre modstand. Men hvad er der at gøre modstand mod? I er ikke under angreb.”

RS: ”Vi er ved at blive udskiftet. Vi har denne rodbundne historie, som strækker sig tilbage til begge halvdele af det romerske imperium og til antikken. Jeg elsker denne forskel. Jeg mener, vi har en fantastisk diversitet i dette ords egentlige betydning.” (…)

AN: ”Hvad hvis det i sidste ende enten blev et valg mellem, at din vision aldrig blev til noget, eller at man tog den voldelige konfrontation?”

RS: ”Mit folks eksistens er ikke til forhandling.”

AN: ”Men hvad hvis folk ikke ønsker at tage del i din bevægelse?”

RS: ”Så vil vi tvinge dem til at blive frie.”³²

Spencers forståelse af identitarisme adskiller sig fra Generation Identitærs på en række punkter.³³ Ikke desto mindre mener jeg, det her giver mening at drage nogle paralleller på de store linjer. Generation Identitær deler eksempelvis Spencers frygt for en ”befolkningsudskiftning” som følge af demografiske forandringer. Som Aurelija Aniulyte udtrykker det i Radio24Syv:

”Der er en grund til, at vi fokuserer på den demografiske udvikling, fordi det er et problem, vi kun kan løse nu. Jeg tror ikke, de børn, jeg kommer til at få, vil have samme mulighed (…) [der kommer kun] flere indvandrere. Selv hvis vi lukkede alle grænserne, ville de blive flere, for de får flere børn end os.”³⁴

Generation Identitær og Spencer er altså enige om, at det ikke er nok at lukke grænserne – det er ligeledes altafgørende at slippe af med personer, der ikke anses som en del af ”kernebefolkningen”. Det er her vigtigt at understrege, at Spencers politiske projekt er langt mere ambitiøst end Generation Identitærs, da han ønsker en hvid etnostat³⁵ og derfor mener, det er nødvendigt at slippe af med alle, han ikke ser som en del af folket. Generation Identitær mener derimod ”blot”, at man skal vende den demografiske udvikling, ”således at tilvæksten af ikke-vestlige migranter og efterkommere falder, i stedet for at stige”.³⁶ Generation Identitær og Spencer er altså uenige om, hvor mange der skal rejse, men er ikke desto mindre enige i grundanalysen – ikke mindst når det kommer til, hvor alvorlige konsekvenserne vil være, hvis deres politiske projekt mislykkedes. I interviewet med Radio24Syv kommer Aniulyte således ind på de skrækscenarier, hun ser for sig, hvis man ikke gør noget ved den aktuelle situation: ”Om det vil ende med en borgerkrig? Det tror jeg ikke nødvendigvis. Jeg tror, sandsynligheden er lige så stor for, at vi vil dele os mere og mere op og langsomt dø ud.” Generation Identitærs tro på teorien om den store udskiftning leder dem således til at tro på uundgåeligheden af en række katastrofale skrækscenarier, hvis deres projekt skulle fejle. Og det vil det med al sandsynlighed, for som jeg argumenterede for i den anden del af føljetonen, er der intet, der tyder på, at idéen om frivillig remigration på nogen måde er realistisk³⁷ – slet ikke i en situation, hvor projektet skal lykkes i løbet af relativt få år, fordi man har fremmanet et billede af et demografisk ur, der hastigt tikker ned mod undergangen.³⁸ Skulle Generation Identitærs nuværende løsningsforslag vise sig ugennemførlige, tvinger deres egen logik dem dermed til enten at acceptere den europæiske civilisations undergang eller at skride til mere drastiske løsninger end dem, de hidtil har præsenteret. Det antydede Aniulyte da også, da hun i samme interview sagde:”den løsning, som vi ser, er, at hvis vi laver en kulturændring med fredelige midler … vi ser en mulighed nu for at løse det demokratisk”.³⁹ Men hvad hvis denne kortvarige mulighed forspildes eller viser sig at være en illusion? Er Generation Identitær virkelig villige til at opgive deres kamp, hvis demografien ikke kan vendes gennem metapolitisk aktivisme inden for demokratiets rammer? Og hvor højt vægtes remigrationens frivillighed, hvis det viser sig, at det er svært at få folk til at rejse? Nagles spørgsmål til Spencer er på mange måder den helt rigtige type spørgsmål, man bør stille de identitære: hvor langt er man villig til at gå, når det er den europæiske civilisation, der er på spil?

”Kampberedte pyromantikere”

De identitæres katastrofefortælling fungerer oftest som en advarsel, der skal motivere til handling. I nogle tilfælde ser man dog en decideret længsel efter forfaldet og katastrofen, som man anser som et nødvendig onde, der skal vække Europas slumrende befolkninger til dåd. I kronikken Det nye højre: Hvorfor vi kæmper, og hvorfor vi vil vinde! skriver Generation Identitærs Jonas Zuschke således, at ”løsningerne” først vil komme, ”når det ikke kan blive værre – og Europa ligger skindød hen”.⁴⁰ Det er værd at bide mærke i, hvor forskellige Aniulytes og Zuschkes fortællinger faktisk er. Hvor Aniulyte taler om behovet for øjeblikkelig handling, før det er for sent, fremmaler Zuschke et billede af forfaldet som en nødvendig begivenhed. Generation Identitær – som vel og mærke er en aktivistisk gruppe – fremstilles ligeledes i en passiv, afventende position:

”Vi er kampberedte pyromantikere, som i længsel afventer den rensende ild (…) Vi er klar til at gøre det nødvendige, uden at lade os begrænse af fantasier og idéer (…) Vi er klar – vi har løsningerne klar, og for nu venter vi. Vi venter på ilden – vi afventer altings eskalation.”⁴¹

Zuschkes sprog ligner her til forveksling Guillaume Fayes apokalyptiske skrivestil, hvilket ikke er overraskende, da kronikkens titel er en direkte reference til Fayes hovedværk, Hvorfor vi kæmper. Zuschkes dyrkelse af katastrofen som en nødvendighed spejler ligeledes Faye, når Faye f.eks. skriver: ”kun når deres rygge er oppe mod muren, konfronteret med en uundgåelig nødsituation, finder folk løsninger, der i andre tider er utænkelige”.⁴² Men hvilke løsningerne er det så, som først kan tænkes, ”når det ikke kan blive værre”? Ifølge Zuschke vil vi i en sådan nødsituation tvinges til at løsrive os fra vores ”sygdom” – som her betyder ”alle det tyvende århundredes ideologier”. Dette stiller dog flere spørgsmål, end det besvarer.

For det første: hvad er ”det nødvendige”, man er klar til at gøre ”uden at lade [sig] begrænse af fantasier og idéer”? Man kan simpelthen ikke lade sådan en påstand stå og flagre uden at konkretisere – slet ikke hvis man giver sin kronik samme titel som et værk, der åbent taler for nødvendigheden af etnisk udrensning.⁴³ For det andet: hvad er det for nogle løsninger, der ligger klar? Påstanden om, at Generation Identitær ”har løsningerne klar”, modsiger direkte bevægelsens egne hidtidige udtalelser, hvor man har gjort det klart, at bevægelsen ikke ligger inde med, og ikke har som formål at præsentere, konkrete politiske løsninger, men i stedet ønsker at rykke den offentlige debat.⁴⁴ Har man ændret holdning? Er man en metapolitisk aktivistgruppe eller et avantgardistisk revolutionært parti? Generation Identitær insisterer på at være det første, men lyder her mere som det sidste. Og hvis Generation Identitær virkelig ”har løsningerne klar”, hvorfor er de så endnu ikke blevet præsenteret? Man får her uundgåeligt indtrykket af, at Generation Identitær ikke spiller med åbne kort. Sidst, men ikke mindst nævnes det, at man ”længes efter den rensende ild”, og at et nyt Europa vil rejse sig fra det gamle samfunds ”ruiner”. Men hvad er det i det nuværende samfund, der skal brænde? Zuschke skriver selv, at Generation Identitær er ”i fundamental opposition til alt det etablerede”. Dette er en konstatering, der antyder en samfundsomvæltende radikalisme uden på nogen måde at gøre denne radikalisme konkret. Zuschke har, ligesom flere andre identitære,⁴⁵ en forkærlighed for en dramatisk og ”mystisk” sprogbrug. Dette metafortunge sprog er dog dybt uansvarligt, når man tager højde for, hvor fundamental og radikal de identitæres kritik af det bestående samfund faktisk er. Den identitære bevægelse skal derfor ikke længere have lov til at gemme sig bag æstetik og tvetydige metaforer. De er en revolutionær bevægelse og må derfor forventes at kunne svare konkret på den slags spørgsmål, man stiller bevægelser, der ønsker et fundamentalt opgør med det bestående. Hvad er det ved det nuværende samfund, man ønsker ændret? Hvilke principper og hvilken konkret lovgivning skal der gøres op med? Hvordan vil revolutionen foregå? Og hvordan ser samfundet ud bagefter?

”Fjenden må udpeges, inddæmmes og udgrænses”

Modsat Generation Identitær har Johan Christian Nord – som jeg omtalte i anden del af føljetonen – faktisk noget, der ligner svar på nogle af disse spørgsmål. Nord mener nemlig, ”at der nu må skelnes og handles, at fjenden må udpeges, inddæmmes og udgrænses”.⁴⁶ Nord er ligeledes konkret, når det kommer til spørgsmålet om, hvem der skal ”udpeges, inddæmmes og udgrænses”. Ifølge Nord er ”problemet” nemlig ikke blot islamister og terrorister, men også almindelige muslimer – med andre ord lovlydige mennesker, ”der ikke deler nok værdier med os”.⁴⁷ Denne gruppe tæller ifølge Nord størstedelen af alle muslimer.⁴⁸ Men hvordan skal man kunne hjemsende lovlydige statsborgere uden et fundamentalt opgør med idéen om lighed for loven og uden at lave lovgivning med tilbagevirkende kraft? Og hvem forestiller man sig skal definere, hvem der ”ikke deler nok værdier med os”? Jeg kan ikke se, hvordan denne udvælgelse af ”utilpasningsdygtige” kan realiseres uden et opgør med religionsfriheden, ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, tankefriheden og retssikkerheden – altså uden et komplet opgør med vores samfunds grundlæggende byggesten – hvilket Nords fantasier om en undtagelsestilstand⁴⁹ også antyder. Og hvem er det lige, man forestiller sig frivilligt skulle tage imod disse millioner af mennesker? I Udestuens interview med Nord spørger Udestuens Niels Jespersen ham helt konkret til, hvordan disse deportationer rent praktisk skal kunne lade sig gøre:

Niels Jespersen: ”Siger du så til [f.eks.] Israel: ’vi står her med 50.000 palæstinensere, som nedstammer fra nogle folk, som på et tidspunkt har boet der, hvor jeres land [ligger]. Kunne I tænke jer dem?’”

Johan Christian Nord: ”Hvad skal jeg svare til det? Det vil vise sig. Der må sgu da være nogen, der kan noget geografi, som kan finde ud af det til den tid. Hvis først der er sket det her paradigmeskift i folkesindet, så er det muligt at tale om det her.”⁴⁷

Udtalelser som disse understreger, hvor få tanker Nord faktisk gør sig om de praktiske dimensioner af hans politiske visioner.⁵⁰ For Nord er det vigtige nemlig først og fremmest, ”at vi bringes frem til et punkt, hvor der sker en instinktopvågning. At vi tvinges ind i en erfaring af, hvor enkelt alting faktisk er, når det er barnets liv, der er i fare; når det er efterslægtens liv, der er i fare”.⁴⁶ Hvad der kommer efter denne afgørelse, interesserer Nord sig ikke synderlig for. Det tilhører nemlig, med Nords ord, ”den tid, der kommer”. Ifølge Nord er en uddrivelse af størstedelen af de muslimer, der bor i Europa – heraf europæiske statsborgere, der er født og opvokset her – nemlig den mindst slemme løsning: ”Altså folkemord på de nytilkomne i Europa i fremtiden. Det er det andet fremtidsscenarie, ikke? Det er jo det fremtidsscenarie, jeg ikke er fortaler for”.⁵¹ Idéen om at udgrænse en stor befolkningsgruppe fra kontinentet med magt er set før i nyere europæisk historie. Det ved Nord godt. Det virker dog ikke til, at disse dyrt købte historiske erfaringer vækker til eftertanke. Tværtimod mener Nord, at vi skal lægge erfaringerne fra det 20. århundredes blodsudgydelser bag os. De er nemlig i hans øjne en ”kulturel og moralsk dødvægt”, der ”lammer vores vilje og indskrænker vores handlingsmuligheder i mødet med den nye tid”.⁴⁶

Et historisk skift på den yderste højrefløj

I den første del af denne føljeton påstod jeg, at man er nødt til at tage den identitære bevægelse alvorligt. Før jeg startede mit arbejde med at skrive føljetonen, havde Generation Identitær allerede optrådt i Politiken, Information, DR2 Deadline, P1, Kristelig Dagblad, Zetland og Radio24Syv. Siden er bevægelsen kun vokset og har hen ad vejen fået rygklap fra markante højrefløjsstemmer som Pernille Vermund, Kasper Støvring og Morten Uhrskov Jensen.⁵² Sidste måned nåede Generation Identitær et hidtidigt højdepunkt med en forside i Jyllands-Posten.⁵³ Kigger man mod udlandet, har bevægelsen ligeledes fået meget omtale; særligt i Storbritannien, hvor bevægelsen har været omdrejningspunkt for flere sager, der har fået international opmærksomhed. Den europæiske identitære alliance, som i 2012 startede som en ungdomsafdeling for den ubetydelige franske bevægelse Bloc Identitaire,⁵⁴ er i dag en hurtigt voksende international bevægelse, der ikke blot har fået afdelinger i størstedelen af de europæiske lande, men som også samtidig har fungeret som inspiration for mere ekstreme højrefløjsgrupperinger i Nordamerika.⁵⁵ Den identitære bevægelse repræsenterer således et historisk skift på den yderste højrefløj – væk fra en perifer voldsfikseret hooliganisme og mod en intellektuel middelklassebevægelse, der forsøger at ramme en bred målgruppe. Man kan allerede nu se, at den identitære bevægelse formår at tiltrække velbegavede unge, som det ville være utænkeligt, at den yderste højrefløj ville have været i stand til at appellere til tidligere. Den identitære bevægelse repræsenterer derfor, i mine øjne, den mest yderligtgående bevægelse, vi indtil nu har set i Vesten, der kan siges at have et reelt potentiale.

Et symptom på liberalismens krise

I kølvandet på udgivelsen af Kill All Normies gav Angela Nagle en række interviews, hvor hun kommenterede de reaktioner, bogen havde affødt. I et af disse interviews kommer hun med følgende betragtning:

”Der er en bemærkelsesværdig mangel på interesse for artikler, der tilbageviser alt-rights idéer, og det, synes jeg, er tankevækkende (…) Jeg har adskillelige gange sagt til folk: ’Hvad med at forsøge at tilbagevise deres påstande, én for én, og derefter præsentere et alternativ?’, og jeg er generelt blevet mødt med enten ligegyldighed eller noget med, at vi ikke bør debattere med nazister – at vi ikke bør forholde os til deres idéer på nogen måde.”⁵⁶

Problemet med dette synspunkt er ifølge Nagle, at man overser, at de højreradikale idéers udbredelse er et symptom på en udbredt mangel på tiltro til de idéer, der før har været anset som selvfølgeligheder:

”Liberalismens [i ordets amerikanske betydning] krise bunder i, at den er blevet så kæphøj omkring sine egne idéers hegemoni, at den har mistet evnen til at argumentere for sine synspunkter. Der eksisterer den her forestilling om, at vores idéer er geniale og hinsides enhver diskussion, og at enhver, der betvivler dem, kan affærdiges som sexist eller racist. Men ved du hvad, det er ikke godt nok! Tabuerne er blevet brudt, og det er ikke nok at sige, hvad du er imod. Vi er nødt til specifikt at sige, hvad vi er for, og argumentere for det. Vi lever i virkelig kyniske tider, og der hersker et totalt fravær af enhver form for håbefuld, inspirerende vision for fremtiden. Dette er det virkelige problem, og alt-right er blot et symptom på det.”⁵⁷

Jeg mener, disse pointer vedrørende alt-right-bevægelsen nemt kan overføres til den identitære bevægelse. Grunden til, at identitarismen har formået at sprede sig til hele den vestlige verden på rekordtid, er, at den kan tilbyde noget, der i dag er en mangelvare: politiske visioner og et idépolitisk alternativ til en liberal status quo, der står utrolig svagt. Derfor stortrives de identitære i et klima, hvor de mødes med forargelse og censur, men uden reelt intellektuelt modspil. De identitære er stærkest, når de får lov til at spille rollen som det rebelske id, som det etablerede samfunds super-ego desperat forsøger at undertrykke. Dette er grunden til, at no-platforming er så hamrende ineffektiv: den gør kun de identitæres idéer mere spændende og bekræfter samtidig de identitæres fortælling om, at det etablerede samfund ikke har nogen gode argumenter mod dem. Uimodsagt har de identitære således potentialet til at appellere til en desillusioneret ungdomsgeneration, der længes efter meningsgivende fællesskaber og i stigende grad sætter spørgsmålstegn ved den liberale status quo. Ifølge Guillaume Faye er vores tid domineret af en liberal ideologi, der ikke længere formår at legitimere sig selv gennem et positivt, fremtidsorienteret projekt, men i stedet klynger sig til magten ved at puste til frygten for fortidens rædsler – først og fremmest anti-demokratiet og fascismen: ”et politisk system, der hviler på denne slags negativ legitimation, overlever ikke længe”.⁵⁸

Han har ret.

Det værste, vi kan gøre i den nuværende situation, er at tro, at tabuer og selvfølgeligheder etableret af fortidens traumer fortsat kan fungere som erstatning for politisk argumentation, når det kommer til det yderste højre. De identitære kom ikke tilfældigt dumpende ned fra himlen. De skal ses som et symptom på et større problem – nemlig det liberale demokratis dybe krise og den enorme længsel efter mening, som hersker i hele den vestlige verden i disse år. Det må derfor endegyldigt være slut med naivt at spørge, ”hvor hadet kommer fra”. I stedet bør vi spørge os selv, hvad vores løsninger er på fremtidens udfordringer – hvad vi kæmper for? Uden et positivt politisk projekt vil kampen mod de identitære nemlig ikke være andet end symptombehandling.

Hvis du vil vide mere …

– En guide til journalister og andre interesserede

Afslutningsvis vil jeg præsentere et par gode steder at starte, hvis man vil vide mere om den identitære bevægelse og dens ideologiske grundlag. I det sidste halve år har de identitære været utroligt gode til at komme i de store danske medier. Mediernes dækning af bevægelsen har til gengæld ikke altid været lige skarp, hvilket nok først og fremmest skyldes et manglende kendskab til de identitæres idéer og en manglende viden om, hvor radikale disse idéer faktisk er. Formålet med denne guide er derfor at klæde journalister og andre interesserede bedre på til at stille kritiske spørgsmål til de identitære.

Hvis du vil vide mere … om dansk identitarisme

Et hurtigt indblik
Generation Identitær og Johan Christian Nord har skrevet en lang række kronikker og debatindlæg i de store danske dagblade og i det konservative årsskrift Critique. I mine øjne er Johan Christian Nords Europas Skæbnekamp og Generation Identitærs Jonas Zuschkes Det nye højre: Hvorfor vi kæmper, og hvorfor vi vil vinde! de bedste udtryk for den identitære ideologi i en dansk kontekst.

For de nørdede
Medierne har ligeledes skrevet en lang række portrætter og indslag om de identitære. Den ubetinget mest interessante dækning af identitarismen må dog komme fra podcasten Udestuen, der interviewer både Generation Identitærs Aurelija Aniulyte og Johan Christian Nord i to oplysende og afslørende samtaler, der hver varer 1,5 time. Interviewet med Nord – En liberal, en sosse og en radikalkonservativ går ind på en frokostrestaurant – er et must. Interviewet med Aniulyte – Udestuen og den identitære ungdom – er også værd at give et lyt.

Hvis du vil vide mere … om international identitarisme

Et hurtigt indblik
Franske Génération Identitaires lanceringsvideo Génération Identitaire: A Declaration of War giver et godt indtryk af den europæiske identitære alliance, og hvordan dens budskab adskiller den fra andre grupper på det yderste højre.

Martin Sellners video Trump won – 3 steps to build an activist alt-right movement giver et godt indblik i de mere aktivistiske sider af den identitære bevægelse, og hvordan man har ladet sig inspirere af en mere venstreorienteret aktivisme og magtforståelse.

American Identitarianism – en samtale i to dele mellem James Allsup, Brittany Pettibone og Martin Sellner – giver et godt indblik i, hvad identitarisme er. Samtalen er også interessant, fordi den er et eksempel på den slags transatlantiske idéudveksling, som jeg tror, vi vil komme til at se mere til i fremtiden

For de nørdede
Markus Willingers bog Generation Identity – a declaration of war against the ’68ers giver et godt indblik i den europæiske identitære alliances synspunkter om alt fra køn til kunst.

Kapitlet “Vi är också ett folk” i Benjamin R. Teitelbaums Lions of the North: Sounds of the New Nordic Radical Nationalism omhandler svenske Daniel Fribergs rejse fra det nynazistiske miljø til identitarisme og er fascinerende læsning. Friberg har, i kraft af sin position som administrerende direktør for det identitære forlag Arktos, spillet en helt afgørende rolle for spredningen af den identitære ideologi på den internationale politiske scene.

Hvis du vil vide mere … om det ideologiske grundlag

Et hurtigt indblik
Selvom det smerter mig at anbefale noget fra et medie, der lever af at lave artikler med titler som ”13 Potatoes that look like Channing Tatum”, så er artiklen The Man Who Gave White Nationalism a New Life den bedste introduktion til Alain de Benoist og Det Nye Højre, jeg har kunnet finde på engelsk.

Renaud Camus’ koncept den store udskiftning står centralt i de identitæres narrativ. Termen stammer fra hans bog Le Grand Remplacement, som ikke er oversat til engelsk. Man kan dog læse om Camus i Weekendavisens artikel Den store udskiftning.

For de nørdede
Hvis man vil dybere ned i stoffet, er man selvfølgelig nødt til at gå til de originale kilder. Guillaume Faye og Alain de Benoist er ikke de eneste, men klart de vigtigste kilder til de identitæres idéer. Den franske politolog Jean-Yves Camus, der gennem flere år har forsket i højreradikalisme, har udtalt, at De Benoist er ”den eneste på den mest højreorienterede del af de politiske spektrum, der er værd at læse”.⁵⁹ Jeg er meget enig i denne beskrivelse. De Benoist er inspirationskilden bag de identitæres stærkeste argumenter, og hvis man for alvor ønsker at udfordre deres idéer, er det en god idé at læse De Benoist. Jeg mener dog også, Faye er vigtig at læse – først og fremmest for at forstå, hvor radikal denne ideologiske inspirationskilde faktisk er. Faye er ganske enkelt den mest ekstreme og fascistoide nulevende forfatter, jeg har læst.

Fayes Why We Fight et oplagt sted at starte. Dernæst vil jeg anbefale Alain de Benoists Manifesto of the French New Right in the Year 2000, som giver et godt overblik over Det Nye Højres samfundsanalyse og liberalismekritik.

Et af de få bud på en utopi og et positivt identitært projekt finder man i Fayes Archeofuturism – european visions of the post-catastrophic age. I slutningen af denne bog finder man også sci-fi-novellen “A Day in the Life of Dimitri Leonidovich Oblomov – A Chronicle of Archeofuturist Times”. Novellen er dårligt skrevet og ikke særligt medrivende (skønlitteratur er tydeligvis ikke Fayes styrke), men ikke desto mindre interessant, fordi man her får et indblik i, hvordan Faye forestiller sig, at den liberale samfundsorden vil kollapse, og hvordan reconquistaen vil udspille sig (det er noget med, at vi bliver reddet af russerne, og at der effektueres en ”Madagaskar-plan”)⁶⁰.

De Benoists What is Racism? er værd at læse, hvis man vil forstå de filosofiske argumenter bag de identitæres idé om differentialisme og differentialistisk anti-racisme. Er man interesseret i de dybere filosofiske begrundelser for de Benoists kritik af egalitarisme, er On Being a Pagan og Beyond Human Rights værd at læse.

Derudover er Det Nye Højre inspireret af bl.a. den højreradikale filosof Julius Evola, forfatteren Rene Guenon, filosoffen Friederich Nietzsche, den radikalkonservative politiske teoretiker Carl Schmitt og historikeren Oswald Spengler. Schmitts Parlamentarismens krise og Det politiskes begreb, Nietzsches Moralens oprindelse og Spenglers Vesterlandets undergang er alle uomgængelige værker, hvis man ønsker at forstå den idehistoriske baggrund for de identitæres begreber og grundantagelser.

Mathias Hee Pedersen studerer filosofi og er BA i idéhistorie

1. Min oversættelse, ‘Trump won – 3 steps to build an activist alt-right movement’, YouTube.com, d. 9. november 2016, link: https://www.youtube.com/watch?v=BAxZQ5PAe-s.
2. Det skal dog nævnes, at jeg udelukkende har set Sellners engelsksprogede videoer pga. mit dårlige tysk. Jeg skal ikke kunne sige om Sellners karisma i disse videoer er ”lost in translation”.
3. ‘Trump won – 3 steps to build an activist alt-right movement’, YouTube.com, d. 9. november 2016, link: https://www.youtube.com/watch?v=BAxZQ5PAe-s.
4. ‘Does no platform policies threaten free speech at uni – students share their views’, theguardian.com, d. 26. oktober 2016, link: https://www.theguardian.com/education/2017/oct/26/do-no-platform-policies-threaten-free-speech-at-uni-students-share-their-views; ‘Hadtale fører til vold. Så hvorfor forsvarer ytringsfrihedens fundamentalister den?’, information.dk, d. 26. marts 2018, link: https://www.information.dk/debat/2018/03/hadtale-foerer-vold-saa-hvorfor-forsvarer-ytringsfrihedens-fundamentalister.
5. Popper, Karl (1947): The Open Society and Its Enemies – Volume I s. 226, Butler & Tanner Ltd. London. Popper bruger ikke selv begrebet no-platforming – et begreb, som opstod i en antifascistisk kontekst, mange år efter Popper skrev Det åbne samfund og dets fjender. Min pointe er, at selvom Popper ikke selv brugte begrebet, så bunder hans idé om ‘tolerancens paradoks’ i den samme logik, som man ser, når antifascister forsvarer no-platforming: tolerance af intolerance risikerer at medføre denne tolerances forsvinden.
6. ‘Støjberg: ”Vi skal ikke lægge dansk jord til hadprædikanter”’, b.dk, d. 9. maj 2016, link: https://www.b.dk/politiko/stoejberg-vi-skal-ikke-laegge-dansk-jord-til-hadpraedikanter.
7. Min oversættelse, ‘British authorities ban three foreign right-wing activists’, reuters.com, d. 12. marts 2018, link: https://www.reuters.com/article/us-britain-security-deportations/british-authorities-ban-three-foreign-right-wing-activists-idUSKCN1GO2LN.
8. Robinson har, efter han forlod English Defence League, samarbejdet med den europæiske identitære bevægelse ad flere omgange. Robinson blev d. 25. maj 2018 arresteret og kort efter idømt 13 måneders ubetinget fængsel. I 5 dage stod det uklart, hvorfor Robinson var blevet anholdt, fordi dommeren nedlagde forbud mod at rapportere om sagen. Det førte, ikke overraskende, til mange spekulationer omkring baggrunden for fængslingen, som flere på både den danske og internationale højrefløj har omtalt som politisk motiveret. Den 30. maj kunne de britiske medier endelig rapportere, at Robinson var blevet dømt for at have overtrådt betingelserne for en tidligere betinget dom. Fængslingen af Robinson er siden blevet gjort til en mærkesag for ikke bare den internationale identitære bevægelse, men også andre dele af den internationale højrefløj (‘Tommy Robinson jailed after breaking contempt of court laws with Facebook Live’, independent.co.uk, d. 30. maj 2018, link: https://www.independent.co.uk/news/uk/crime/tommy-robinson-jailed-contempt-court-facebook-live-video-stephen-yaxley-lennon-a8374121.html).
9. Min oversættelse, ‘Martin Sellners banned speech read by Tommy Robinson’, generation-identity.org.uk, d. 18. marts 2018, link: https://www.generation-identity.org.uk/martins-uk-speech/.
10. Generation Identitærs Facebook-profil d. 19. marts 2018.
11. ‘Why 3 anti-Islam activists were refused entry to the UK’, bbc.com, d. 14. marts 2018, https://www.bbc.com/news/blogs-trending-43393035.
12. Forkortelse for video-blogger.
13. ‘Lauren Southern: Far-right Canadian activist detained in Calais and banned from entering UK’, independent.co.uk, d. 13. marts 2018, link: https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/lauren-southern-far-right-canada-racist-calais-detain-uk-ban-enter-visa-a8254116.html.
14. Link: https://www.generation-identity.org.uk/generation-identity-european-reunion/
15. Min oversættelse, ‘What annoyed me about my deportation’, YouTube.com, d. 18. april 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=yVkqGrQsNJg.
16. Min oversættelse, ‘UK bars anti-Muslim campaigners from entering the country’, independent.co.uk, d. 16. april 2018, link:  https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/martin-sellner-abel-bodi-uk-entry-anti-muslim-border-blocked-uk-alt-right-a8306736.html.
17. INTERVIEWER: ”Normalt står i [sic] vagt om ytringsfriheden fra politisk side uanset hvad. Hvorfor ikke på det her område?” STØJBERG: ”Man kan sagtens indtage den holdning og argumentere for den. Men når det er vigtigt for mig at gennemføre det her, så er det, fordi vi er pressede og kan se, at der især i visse muslimske miljøer er eksempler på, at man inviterer typer inden for, som prædiker had og et direkte opgør mod det danske frihedsfundament. Og det mener jeg bedst, vi kan gøre op med og dermed bedst passe på Danmark, hvis vi ganske enkelt nægter de her typer indrejse. Det er et spørgsmål om temperament, og et spørgsmål om, om man har viljen til at trække en grænse for, hvad vi vil finde os i” (‘Støjberg: ”Vi skal ikke lægge dansk jord til hadprædikanter”’, b.dk, d. 9. maj 2016, link: https://www.b.dk/politiko/stoejberg-vi-skal-ikke-laegge-dansk-jord-til-hadpraedikanter).
18. ‘Hadtale fører til vold. Så hvorfor forsvarer ytringsfrihedens fundamentalister den?’, information.dk, d. 26. marts 2018, link: https://www.information.dk/debat/2018/03/hadtale-foerer-vold-saa-hvorfor-forsvarer-ytringsfrihedens-fundamentalister.
19. Yiannopoulos er ofte fejlagtigt blevet betegnet som ”alt-right” i medierne. Yiannopoulos kan bedst betegnes som en libertarianer med en stor afsmag for identitetspolitik. Derfor kan Yiannopoulos heller ikke på nogen måde betegnes som identitær.
20. ‘UC Berkeley cancels ‘alt-right’ speaker Milo Yiannopoulos as thousands protest’, theguardian.com, d. 2. februar 2017, link: https://www.theguardian.com/world/2017/feb/01/milo-yiannopoulos-uc-berkeley-event-cancelled.
21. ‘We Are The New Punk – Milo Yiannopoulos’, YouTube.com, d. 10. oktober 2016, link: https://www.youtube.com/watch?v=2sf6acPHfAs.
22. ‘White supremacists Generation Identity plan to hold a secret conference in London. Anti-fascists aim to stop them’, independent.co.uk, d. 12. april 2018, link: https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/generation-identity-racist-white-supremacists-conference-london-antifascist-network-a8301851.html. I løbet af de seneste dage er klistermærker med lignende budskaber dukket op flere stedet på Nørrebro.
23. Aniulyte, Aurelija & Jensen, Jeppe Veibel & Skibild, Christoffer Gerlach, ”Man ved, at man er i ægte opposition, når det ikke pynter på CV’et”, Information.dk, d. 8 februar 2018, link: https://www.information.dk/debat/2018/02/ved-aegte-opposition-naar-pynter-paa-cvet.
24. Hunger Games er en ungdomsbogserie, hvis senere filmatisering blev en stor succes blandt generation z og millennial-generationen – den samme aldersgruppe, de identitære henvender sig til. I serien forsøger en undertrykt majoritet at omvælte en verdensfjern elites tyranniske styre gennem en voldelig revolution.
25. ‘How Twitter’s Alt-Right Purge Fell Short’, rollingstone.com, d. 19. december 2017, link: https://www.rollingstone.com/politics/news/how-twitters-alt-right-purge-fell-short-w514444
26. ‘Facebook lukker Generation Identitærs side’, identitær.dk, d. 12. juni 2018, link: https://identitaer.dk/2018/facebook-lukker-generation-identitaers-side.
27. Min oversættelse, ‘Cloudflare CEO on Terminating Service to Neo-Nazi Site: ‘The Daily Stormer Are Assholes‘‘, d. 16. august 2017, link: https://gizmodo.com/cloudflare-ceo-on-terminating-service-to-neo-nazi-site-1797915295.
28. Eftertryk afholdt sidste år et arrangement med Nagle, hvor hun taler om sin bog. Dette arrangement kan ses her: https://www.eftertrykket.dk/2017/11/13/angela-nagle-i-koebenhavn-video/
29. ‘Chapo Trap House on How Richard Spencer plays the Liberal Media’, YouTube.com, d. 21. august 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=U095V5un9P0.
30. ‘Zero Squared #127: Nagle Answers Her Critics (Such as They Are)’, YouTube.com, d. 8. oktober 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=IA02FVFxdYQ.
31. En etnostat defineres oftest som en stat, der består af et homogent etnisk folk.
32. Min oversættelse, ‘Trumpland: Kill All Normies”, vimeo.com, link: https://vimeo.com/263452186.
33. Om Richard Spencer kan ses som identitær, er, grundet den store uenighed om begrebets definition, diskutabelt. Argumenterne for, at Spencer kan ses som identitær, er som følger: 1) Han bruger selv termen om sit ideologiske standpunkt (‘Richard Spencer: Whites need IDENTITY POLITICS to survive’, YouTube.com, d. 4. august 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=Jk_K2hAt23M.) 2) hans politiske tilgang er af en klar identitetspolitisk karakter: ”Identitet er kernen i, hvordan du tænker om verden, hvordan du ser samfundet, hvordan du tænker politisk. Så det er meget anderledes end en konservatisme, der har sin basis i frimarkedsøkonomi eller libertarianisme eller udenrigspolitik og så videre. Vores grundlag, vores udgangspunkt, er identitet. Deres udgangspunkt er abstrakte idéer; vores udgangspunkt er ’hvem er vi?’” (min oversættelse, ‘Richard Spencer: Whites need IDENTITY POLITICS to survive’, YouTube.com, d. 4. august 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=Jk_K2hAt23M.) 3) den altoverskyggende trussel for Spencer er den store udskiftning 4) Han dyrker det samme differentialistiske syn på diversitet, som man ser hos Det Nye Højre, hvilket, i hans egne øjne, distancerer ham fra white supremacy 5) Spencer har nævnt både de Benoist og Faye som store inspirationskilder. Der er dog også argumenter mod at betragte Spencer som identitær, hvoraf det bedste må være, at Spencer tager udgangspunkt i race-identitet snarere end etnokulturel identitet. Hvis man definerer identitarisme som en ideologisk position mellem nationalkonservatisme, og hvad Generation Identitær kalder det gamle højre (læs: nazisme), kan man derfor godt argumentere for, at Spencer, grundet hans optagethed af race, hører mere til sidstnævnte kategori. Det er dog værd at huske, at det amerikanske yderste højre ikke er i stand til at lave samme argumenter som det europæiske yderste højre, grundet deres historie. Man er derfor, i en vis forstand, nødt til at tage udgangspunkt i en hvid identitet, hvis man ønsker at være identitær i et land som USA. Dette anerkender Sellner også indirekte, når han siger, at det centrale spørgsmål, som det amerikanske højre må stille, er, om USA ”fortsat skal være et land med en hvid majoritetsbefolkning” (min oversættelse, ‘American Identitarianism (James Allsup, Martin Sellner & Brittany Pettibone) Part 2’, YouTube.com, d. 10. januar 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=ZKzWp6m9DSE). Jeg mener, det giver mening at se Spencer og grupper som Identity Evropa som identitære, men da der ikke er nogen klar definition på identitarisme, står denne analyse for min egen regning. Selv hvis man, som mig, mener, det giver mening at se Spencer som identitær, må han under alle omstændigheder placeres på den yderste identitære højrefløj. Se desuden fodnote 13 i den første del af føjetonen (link: https://www.eftertrykket.dk/2018/05/13/hvem-er-de-identitaere-og-hvordan-forholder-vi-os-til-dem/).
34. ‘Identitær i Rushys Roulette – Radio24Syv’, YouTube.com, d. 3. januar 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=gOFLfGiwZEE.
35. Generation Identitær skriver på deres sin hjemmeside, at de er modstandere af tanken om en etnostat: ”Repatriering bygger på en utopisk forestilling om ”Den rene etnostat”, hvor alle bortset fra den rene kernebefolkning sendes væk. En væsentlig forudsætning for repatriering er altså, at man klart kan identificere hvem der hører til og hvem der ikke gør. Vi mener ikke at virkeligheden er så sort/hvid, og at utopien om den rene etnostat derfor vil mislykkes, ligesom alle andre utopiske tankesæt” (‘Remigrantion – Hvad betyder det egentlig’, identitær.dk, link: https://identitaer.dk/2018/remigration-hvad-betyder-det-egentlig).
36. Som jeg har skrevet i de foregående dele af føljetonen, frygter Generation Identitær og dens søsterbevægelser, at demografien i den vestlige verden vil ændre sig drastisk som følge både af indvandring og af allerede bosiddende personer med ikke-vestlig baggrunds høje fødselsrater (’REMIGRATION – HVAD BETYDER DET EGENTLIG?’, identitaer.dk, link: https://identitaer.dk/2018/remigration-hvad-betyder-det-egentlig)
37. For at modarbejde den demografiske udvikling har den identitære tre overordnede mål: 1) et totalstop for al ikke-vestlig immigration, 2) remigration, og 3) en øgning af fødselsraten for hvide amerikanere og europæere. Den europæske identitære alliance, som Generation Identitær tilhører, mener, at man, gennem ikke-voldelig metapolitisk aktivisme, kan muliggøre politiske tiltag, der vil gøre op med den liberalistiske ideologi og genetablere den europæiske kulturs dominans som den ledende kultur i Europa. I del 2 vurderede jeg, at bevægelsens midler til at nå disse mål er dybt urealistiske – især punkt 2 og 3. Idéen om, at et sådant ideologisk og kulturelt skift i sig selv vil resultere i en frivillig remigration og samtidig føre til en øget fødselsrate blandt ”etniske europæere” er stærkt tvivlsomt.
38. ‘De er unge og dannede. Danmarks nye højreradikale citerer Oehlenschläger og rekruterer med Instagram-lækre aktioner’, zetland.dk, d. 5. januar 2018, link: https://www.zetland.dk/historie/sevMmg3z-aOZj67pz-91915.
39. Min fremhævelse, ‘Identitær i Rushys Roulette – Radio24Syv’, YouTube.com, d. 3. januar 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=gOFLfGiwZEE.
40. ‘Det nye højre: Hvorfor vi kæmper, og hvorfor vi vil vinde!’, aarsskriftet-critique.dk, d. 13. april 2018, link: http://aarsskriftet-critique.dk/2018/04/nye-hoejre-generation-identitaer-forsvar/.
41. ‘ Det nye højre: Hvorfor vi kæmper, og hvorfor vi vil vinde! ‘, aarsskriftet-critique.dk, d. 13. april 2018, link: http://aarsskriftet-critique.dk/2018/04/nye-hoejre-generation-identitaer-forsvar/.
42. Min oversættelse, Faye, Guillaume (2011): Why We Fight, s. 118, Arktos, E-bog.
43. I Hvorfor vi kæmper skriver Faye således, at ”repatrieringen af fremmede [kun kan] lade sig gøre i konteksten af en revolutionær krise” (min oversættelse, Faye, Guillaume (2011): Why We Fight s. 329, Arktos, E-bog). Han skriver ligeledes: ”etnisk borgerkrig er den eneste måde at løse et problem ”varmt”, som aldrig kan løses ”koldt”, gennem statens lovsystem eller gennem dets demokratiske procedurer. Misforstå mig ikke: Jeg taler ikke for krig, men jeg betragter det som uundgåeligt, som noget, der vil ske nærmest automatisk (…) Kun når deres rygge er oppe mod muren, konfronteret med en uundgåelig nødsituation, finder folk løsninger, der i andre tider er utænkelige” (min oversættelse, Faye 2011:118). Andetsteds skriver han: ”Arabere og muslimer kunne være vores geopolitiske og kulturelle allierede, hvis de blev i deres hjemlande, men så snart de har installeret sig i Europa, er de vores fjender” (min oversættelse, Faye 2011:153-154). Konklusionen må altså være, at Faye mener, alle muslimer skal fjernes fra Europa. At dette ikke blot er min tolkning, understreges af Fayes egen forestillinger om, hvordan reconquistaen vil se ud. I sin fiktive sci-fi-novelle “A Day in the Life of Dimitri Leonidovich Oblomov – A Chronicle of Archeofuturist Times” skriver han således: ”Disse rodløse mennesker [læs: muslimer] uden et hjemland blev transporteret en masse fra Europa til øen Madagaskar på både. Der var 23 millioner af dem. Mange var juridisk set ‘franske’, ‘belgiske’, ‘hollandske’ og ‘britiske’. Men dette betød intet nu.” (min oversættelse, Faye, Guillaume (2010): Archeofuturism – european visions of the post-catastrophic age, s. 134, Arktos, E-bog). Hvad det madagaskiske folk sagde til, at Europa afsatte 23 millioner mennesker på deres ø, melder historien ikke noget om.
44. ”Noget af det er også, at vi ikke har sat os fast på en bestemt løsning. Vi tror måske også, politikerne kan nå frem til noget bedre, fordi de har mere erfaring med, hvad man kan lovgive om” (‘Udestuen og den identitære ungdom’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen, d. 21. december 2017, link: https://podtail.com/da/podcast/udestuen/udestuen-og-den-identitaere-ungdom/).
45. Med Johan Christian Nords ord: ”Det sprog, der passer til trængselstider, i det sprog er det nok sådan, at det skel, vi i vores rationalistiske tid påstår, at der er mellem deskriptivt og normativt, beskrivende og foreskrivende – det skel svækkes. At der opstår en tredje måde at tale på, et tredje sprog. Et mere mystisk sprog” (‘Reaktionær Salon: Om udestuer og nationalkonservative kongemærkehipstere’, aarsskriftet-critique.dk, d. 25. august 2017, link: http://aarsskriftet-critique.dk/2017/08/reaktionaer-salon-om-udestuer-og-nationalkonservatisme).

    ”Jeg har brugt de her sindbilledfortællinger fra sagnhistorien om, hvad kamp i det hele taget er, og det udfordrer jo læseren eller den lyttende til at overveje, om billedtænkning ikke også kunne have noget at sige os. Jeg tror, vi hele tiden hæfter begreber på ting og er så analytisk begrebsfikseret, og jeg tror, der er nogle kraftkilder i at lade de der billeder sige noget selv; jeg tror, de kan få fat i noget andet i os. Så det er derfor, jeg bruger sagnhistorien på den måde” (‘En liberal, en sosse og en radikalkonservativ går ind på en frokostrestaurant’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen/, link: https://www.spreaker.com/user/gronemann/en-liberal-en-sosse-og-en-radikalkonserv.)

46. Nord, Johan Christian: ”Europas Skæbneskamp”. Del 1, selve foredraget’, YouTube.com, d. 10. februar 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=QfY-6iHhr3I.
47. ‘En liberal, en sosse og en radikalkonservativ går ind på en frokostrestaurant’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen/, link: https://www.spreaker.com/user/gronemann/en-liberal-en-sosse-og-en-radikalkonserv.
48. ”Findes der nogle mennesker, som kalder sig muslimer, men ikke mener, vi tre [Nord og Udestuens Mikkel Andersson og Niels Jespersen] er urene. Ja, det findes der. Er det særligt mange? Nej, jeg tror ikke det er særligt mange, men de findes” (‘En liberal, en sosse og en radikalkonservativ går ind på en frokostrestaurant’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen/, link: https://www.spreaker.com/user/gronemann/en-liberal-en-sosse-og-en-radikalkonserv.)
49. ”Jeg tror, vi er på vej ind i noget, der vil få sådan et undtagelsespræg – – at ordenen skal genoprettes gennem udgrænsning af dem, der ikke deler nok idéer med os” (‘En liberal, en sosse og en radikalkonservativ går ind på en frokostrestaurant’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen/, d. 18. december 2017, link: https://www.spreaker.com/user/gronemann/en-liberal-en-sosse-og-en-radikalkonserv)
50. Nord understreger, at hans tanker ide om at ”internere og deportere de folk, der ønsker noget radikalt anderledes end os”, ikke er ”et dagsaktuelt politisk forslag”, men at det er noget, han ”tror bliver nødvendigt, og som [han] vil støtte” (‘En liberal, en sosse og en radikalkonservativ går ind på en frokostrestaurant’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen/, link: https://www.spreaker.com/user/gronemann/en-liberal-en-sosse-og-en-radikalkonserv.)
51. Nord: ”Hvis man er grundlæggende uenig om, hvad meningen med tilværelsen er, og hvordan man skal se på hinanden … Hvis der er for mange mennesker, der mener, at de andre, de lever sammen med, er urene og skal sænkes ned i et flammehav, når de dør, så skaber det splid, og den slags splid avler radikale modsvar. Og jeg mener selv, at det, jeg gør mig til talsmand for, er det mindre radikale modsvar end de mulige fremtider, der også kunne vise sig. Altså, folkemord på de nytilkomne i Europa i fremtiden. Det er det andet fremtidsscenarie, ikke? Det er jo det fremtidsscenarie, jeg ikke er fortaler for.” (‘En liberal, en sosse og en radikalkonservativ går ind på en frokostrestaurant’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen/, link: https://www.spreaker.com/user/gronemann/en-liberal-en-sosse-og-en-radikalkonserv).
52. Vermund, Pernille: ‘Hvem skal vi støtte her?’, ekstrabladet.dk, d. 15. maj 2018, link: https://ekstrabladet.dk/opinionen/pernillevermund/hvem-skal-vi-stoette-her/7157112; ‘Facebook fjerner Generation Identitærs konto – den politisk korrekte mastodont slår hårdt ned på ytringsfriheden’, jyllands-posten.dk, d. 14. juni 2018, link: https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/mortenjensen/ECE10688379/facebook-fjerner-generation-identitaers-konto-den-politisk-korrekte-mastodont-slaar-haardt-ned-paa-ytringsfriheden/; Støvring, Kasper: ‘Vi har brug for den radikale, konservative systemkritik’, b.dk, d. 12. marts 2018, link: https://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2018/03/12/vi-har-brug-for-den-radikale-konservative-systemkritik/. Pernille Vermund, Kasper Støvring og Morten Uhrskov Jensen er alle kendte mediepersoner og har, i kraft af deres position, været med til at udbrede kendskabet til bevægelsen i offentligheden. Deres skulderklap til bevægelsen har således være med til at blåstemple en revolutionær bevægelse, der ønsker en fundamental omvæltning af det bestående samfund.
53. ‘Generation Identitær er Danmarks nye højreradikale, der vil nedbryde tabuer’, jyllands-posten.dk, d. 3. juni 2018, link: https://jyllands-posten.dk/protected/premium/indblik/International/ECE10645723/generation-identitaer-er-danmarks-nye-hoejreradikale-der-vil-nedbryde-tabuer.
54. Gruppen hedder i dag Les Identitaires.
55. Den identitære vlogger James Allsup udgav i starten af året en video om identitarisme i samarbejde med Sellner og Pettibone (‘American Identitarianism (Martin Sellner, Brittany Pettibone, & James Allsup) part 1’, YouTube.com, d. 8. januar 2018, kilde: https://www.youtube.com/watch?v=mJO_PkLJUHU). Kort efter blev han medlem af den højreekstreme identitære gruppe Identity Evropa (‘What is Identitarism – Patrick Casey and James Allsup’, YouTube.com, d. 19. marts 2018, https://www.youtube.com/watch?v=J3kDzLFwKtQ). Gruppen er bl.a. kendt for sin antisemitisme. Identity Evropa nægter således medlemskab til jøder, og bevægelsens tidligere leder, Nathan Damigo, har udtalt, at han mener, jødisk indflydelse har været skadelig i USA. Damigo har ligeledes nægtet at svare på, om Holocaust fandt sted (‘Meet the neo-nazi coming to put up white pride posters on your campus’, thetab.com, link: https://thetab.com/us/2017/02/15/nathan-damigo-identity-evropa-60697). En anden tidligere leder af bevægelsen, Eli Mosley (navnet er et alias, inspireret af den britiske fascist Oswald Mosley), udtalte i et alt-right-forum følgende: ”I work in HR firing niggers and spics [hispanics] all day. Before that I was in the army and I got to kill Muslims for fun. I’m not sure which one was better. Watching niggers and spics cry they can’t feed their little mudchildren or watching Muslims’ brains spray on the wall. Probably, both probably suck compared to listening to a kike [jøde] scream while being oven’ed” (‘How Our Reporter Uncovered a Lie That Propelled an Alt-Right Extremist’s Rise’, nytimes.com, d. 5. februar 2018, link: https://www.nytimes.com/2018/02/05/insider/confronting-a-white-nationalist-eli-mosley.html). Identity Evropa deltog i det berygtede ‘Unite The Right’-event i Charlottesville, hvor en kvinde blev slået ihjel af en højreekstremist. I dag har bevægelsen en ny leder, Patrick Casey, og forsøger at skabe sig et mere pænt image, hvilket inddragelsen af personer som Allsup er et tegn på. Allsup har længe talt internt for en mere identitetspolitisk tilgang på det yderste amerikanske højre – en mere identitær tilgang. Han er tydeligvis inspireret af den europæiske identitære alliance. Han har også argumenteret for, at det yderste højre bør søge indflydelse ved at forsøge at infiltrere Det Republikanske Parti (‘James Allsup: Internet to Institutions’, YouTube.com, d. 22. marts 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=_0l2WmpMrdQ). Sidste måned lykkedes det Allsup at blive valgt til en lokal stilling for Det Republikanske Parti i staten Washington (‘Disgraced Charlottesville Hate Marcher Elected by Washington State GOP’, haarez.com, d. 5 juni 2018, link: https://www.haaretz.com/us-news/disgraced-charlottesville-hate-marcher-elected-by-washington-state-gop-1.6153229). Den identitære vlogger Brittany Pettibone udgav tidligere på året en video, hvor hun interviewede Casey. Under dette interview – som er ukritisk på alle måder – spørger Pettibone bl.a., hvordan de af hendes seere, der måtte være interesserede, kan blive en del af bevægelsen. Hun linker også til en side, hvorfra man kan støtte sagsomkostningerne for en retssag vedrørende netop Charlottesville-eventet (‘Identity Evropa: An American Identitarian Movement’, YouTube.com, d. 16. januar 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=g5ck6pXg4xk). Se desuden fodnote 13 i første del af føljetonen (link: https://www.eftertrykket.dk/2018/05/13/hvem-er-de-identitaere-og-hvordan-forholder-vi-os-til-dem/).
56. Min oversættelse, ‘Zero Squared #127: Nagle Answers Her Critics (Such as They Are)’, YouTube.com, d. 8. oktober 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=IA02FVFxdYQ.
57. Min oversættelse, ‘The roots of the alt-right’, vox.com, d. 12. august 2017, link: https://www.vox.com/conversations/2017/7/21/15998246/alt-right-donald-trump-angela-nagle-kill-all-normies-interview.
58. Faye, Guillaume (2011): Why We Fight, s. 257, Arktos, E-bog.
59. Min oversættelse, ‘The Man Who Gave White Nationalism a New Life’, buzzfeed.com, d. 27. december 2017, link: https://www.buzzfeed.com/lesterfeder/the-man-who-gave-white-nationalism-a-new-life?utm_term=.dfAejoqoXa#.em9YNzgzax
60. Faye, Guillaume (2010): Archeofuturism – european visions of the post-catastrophic age, s. 131-134, Arktos, E-bog.